Juelsminde

Den populære turistby har ca. 4000 indbyggere. Bylivet centrerer sig omkring havnen, de børnevenlige strande og den hyggelige bymidte, gå for eksempel en tur ned ad Odelsgade for at se det store udvalg.

Området har nogle af østkystens bedste strande, og kyststrækningerne er nogle af Danmarks smukkeste og mest varierede. Her finder du skovklædte skrænter, hvor store træer er væltet hulter til bulter ned i strandkanten, som skaber autentiske naturstrande som Stenhøj strand ved nordsiden af Vejle Fjord, men også børnevenlige sandstrande med Blå Flag som Storstranden i Juelsminde, områdets mest populære strand tæt på byen og havnen. Hvis I vil spænde vandrestøvlerne, kan I tage Kyststien, sporet mellem Snaptun og Juelsminde, der byder på 22 kilometers skøn vandring langs kysten - pak madkurven til en heldagstur eller tag den i etaper. Leder du efter kortere ture, så prøv hjertestierne i området. De afmærkede motionsruter er for dig, der gerne vil ud at røre kroppen i løb eller i gåtempo gennem by og skov. Området er fint til cykel med et tæt net af småveje, undervejs er der rig mulighed for en afstikker til dejlige strande og gåture i skovene. Her er flere slotte og herregårde, Palsgaard slot er et godt mål for en cykeltur. Parken er offentlig tilgængelig, er med sine 38 tdr. land en af landets største herregårdsparker. 

Kig også ind i Juelsminde Havnemuseum, der arrangerer populære røgedage med røget makrel, øl og musik på den gamle Røgeplads ved siden af museet.

Tips: Fest i Hvalen med live musik, sjove aktiviteter for både små og store. Her er hovedattraktionen 96 timers konkurrence i pælesidning i uge 33.