I Tønsberg i Norge døde to kvinder i 834. De blev gravlagt i et prægtigt vikingeskib, med høje svungne dekorerede stævne. Deres grav og skibet bygget i egetræ, blev fundet og udgravet i 1904, og står i dag udstillet på bygdøy ved Oslo.

Det udstillede skib er dog ikke samlet helt præcist, hvilket resulterede i at den første kopi simpelthen sank på sin jomfrutur i 1987. Arkæologer og andre fagfolk diskuterede efterfølgende om skibet overhovedet var bygget til at sejle, eller blot skulle fungere som gravsted. Bådebyggere og eksperter fra blandt andet vikingeskibsmuseet i Roskilde, forsøgte imidlertid én gang til, og søsatte i 2012

Saga Oseberg, som heldigvis skulle vise sig at kunne sejle.

I Juli måned 2015 sejlede Saga Oseberg så fra Oslo til Roskilde, og be-viste dermed, at skibet ikke kun var til pynt, men faktisk var sødygtigt. Saga Oseberg lå derefter nogle dage i museumshavnen i Roskilde, hvor jeg sammen med mange andre så det. Især de utrolig flot udskårne, og meget svungne stævne var en fornøjelse at se, og gjorde, at jeg ikke var i tvivl om hvem det var, vi mødte i Isefjorden weekenden efter.

Vi ligger i Holbæk, og skal derfor altid nordpå gennem Isefjorden når vi skal på tur. Det er ikke usædvanligt at vi møder rekonstruerede vikinge-skibe, men denne gang var det tydligvis ikke et af de lokale, kunne jeg se på stævnene. Vi var for nordgående, de gik mod syd, og strøg sejlet da vi nærmede os. 

Da sejlet var nede, vendte de, og lagde sig på en skærende kurs. Jeg undrede mig over, at der åbenbart var motor i sådan en rekonstruktion, men uden sejl og årer, måtte den jo gå for motor, hvorfor jeg blot holdt kurs og fart. Motor viger jo for sejl, også selvom konstruktionen er over 1000 år gammel.

Som forventet tog de farten af og lod os passere, og først derefter så jeg at den gummibåd der før havde kredset rundt om Saga Oseberg, nu skubbede den, hvilket næppe har været nogen nem opgave.

Havde jeg vidst det, havde jeg selvfølgelig ikke holdt på min ret, men da dagsignalet for ”gummibåd skubber vikingeskib” mig bekendt ikke er opfundet, kunne de jo ikke føre det. Skønt var det nu, at se det smukke skib tæt på i sit rette element, også uden sejl, til lyden af en overanstrængt påhængsmotor. Og selvom vi var dem noget i vejen, besvarede de ungernes ivrigt vinken.

 Jeg har lovet mig selv fremover at gå af vejen for vikingeskibe, hvis fremdrift jeg er i tvivl om.